Plantedyrkning omfatter adskillige arbejdsområder, først og fremmest alle de jordtilknyttede landbrugsproduktioner (bl.a. plantelære, agerbrug og miljøkundskab). Omdrejningspunktet blandt disse arbejdsområder er den højst mulige effektivitet i udnyttelsen af miljøfaktorer som jordbund, vand og lys. De er afgørende for planternes vækst og må derfor udnyttes så godt som muligt.[2] Det er et vigtigt mål inden for dyrkningen af nytteplanter at skaffe et godt vækstmiljø gennem kendskab til på de fysiologiske processer i planterne, der er afgørende for et godt udbytte af f.eks. frugter, korn eller olie.[2]

Desuden hører også videnskabelige fagområder som planteavl, planteernæring og plantesundhed (plantebeskyttelse) med til den nødvendige viden bag plantedyrkning. I nutidens undervisning i plantedyrkning lægges der stigende vægt på bæredygtige dyrkningsformer med ressource- og miljøskånende virkemidler.[3]

Plantedyrkningens teori og praksis kaldes under ét for jordbrugsmæssig dyrkningskundskab, mens den tilsvarende, videnskabelige disciplin hedder plantedyrkningsvidenskab.