3D landbrug
GRISEN
Grise er velegnede som produktionsdyr. Grisekød har været meget populært gennem tusinder af år og er stadig den kødtype, der spises mest af i Danmark. I Danmark er vi dygtige til at producere grise med høj spisekvalitet, høj fødevaresikkerhed, og på en klimavenlig måde.
Grise er altædende, sociale dyr, der let tilpasser sig det omgivende miljø, og er ekstrem intelligente i forhold til andre pattedyr.
Ikke alt på grisen kan spises, men det er tæt på. Til gengæld bruges næsten alt på grisen til f.eks. medicin, børster, handsker, kosmetik, biogas, og dyrefoder.
SKAN QR KODEN FOR AT
KOMME TIL DENNE SIDE
Gris - Alle organer
I disse to modeller kan du se nærmere på grisens indre. Kan du se hvor leveren til leverpostejen sidder?
Anatomisk ligner grisen mennesket meget, og er enmavede ligesom mennesker. Grise er derfor anvendelige som forsøgsdyr ved f.eks. medicinske afprøvninger.
Grisen har klove, ligesom bl.a. køer og hjorte. Grisens kropsbygning er designet til bogstaveligt talt at have trynen i jorden, og det er faktisk umuligt for den at se lige op i luften.
Grisens hud er speciel, fordi den ikke – som f.eks. menneskets – indeholder svedkirtler. Det betyder, at grisen ikke kan regulere sin kropstemperatur ved at svede, men er nødt til at køle sig ved at gøre sig våd.
Gris - Skelet
Skelettet er kroppens stativ, beskytter organerne og bærer kroppen sammen med muskler og sener. Skelettet består af mere end 200 forskellige knogler i forskellige længde og form. Knoglerne former sig efter kropsbygningen, og har man gået skævt som lille, er knoglerne ofte skæve som voksen.
Normalt har en gris 15 ribben, men Dansk Landrace har 16. I en lang periode har landmændene valgt de længste grise fra i et kuld og brugt dem i avlsarbejdet. Det betyder, at en lang orne har parret en lang so. Derfor har Dansk Landrace efterhånden fået et ekstra sæt ribben. Det er en fordel, fordi der sidder mere bacon på en lang gris.
Skelettet har tre opgaver:
1. Beskyttelse af indre organer: Kraniet beskytter hjernen.
Brystkassen beskytter hjerte og lunger. Rygsøjlen beskytter nerver og blodkar.
2. Bevægelse:
Selvom knoglerne er stive og hårde, er skelettet alligevel bevægeligt. De fleste led mellem knoglerne er bevægelige, og derfor kan skelettet (til en vis grad) bevæge sig. Musklerne er fæstet til knoglerne på en sådan måde, at når musklerne trækker sig sammen, bøjes eller strækkes leddet så lemmerne bevæges.
3. Depot:
Knoglerne består af mineraler og udgør kroppens depot af kalcium og fosfor, men sørger også for produktion af røde blodceller.
Gris - Hjerne
Grise har en veludviklet og forholdsvis stor hjerne. Grisen tilhører, sammen med hvaler, chimpanser og hunde, gruppen af de mest intelligente pattedyr.
Grise er meget lærenemme og nysgerrige. Når de opdager noget nyt, går de straks i gang med at undersøge det. Grisen lugter, bider og skubber til tingen og undersøger den. Det, at grise er meget nysgerrige, gør, at de piller og roder med alt, hvad de kan nå. På den måde kan de lære nye ting at kende og f.eks. lære at trykke på foderautomater og ventiler for at få noget at æde og drikke.
Lugtesansen er grisens vigtigste sans, og sammen med den meget følsomme og smidige tryne, er grisen meget effektivt når den søger og sorterer efter føde i jorden. Lugtesansen udgør derfor et stort område af hjernen.
Grisens hørelse er god. Lyde er vigtig for den måde grise kommunikerer på, og sammen med lugtesansen bruger de det til at genkende hinanden.
Grisens syn er ikke veludviklet. Øjnene er små, og med et begrænset farvesyn og nærsynethed, er grise dagaktive og afhængig af deres andre sanser og at disse sanser bliver stimuleret med f.eks. rodemateriale.
Gris - Hjerte
Grisens hjerte er opbygget på samme med som koens (se beskrivelse under 3D Ko – Hjerte).
Gris - Åndedrætssystem
Åndedrætssystemet, eller respirationssystemet, består af de organer, som bruges til at trække vejret med. Det er næsen, svælget, luftrøret og lungerne. Vejrtrækningen er det vigtigste kroppen tænker på, og et menneske trækker vejret ca. 20.000 gange i løbet af et døgn.
Se yderligere beskrivelse af lungerne under modellen Ko – Åndedrætssystem.
Gris - Fordøjelsessystem del 1
Denne model viser grisens fordøjelsessystem fra munden til mavesækken, dvs. spiserør, mavesæk, bugspytkirtlen, lever, galdeblæren og milten.
Grises fordøjelsessystem minder om menneskets, og de æder derfor mange af de samme fødeemner som f.eks. korn. Økologiske grise skal dog også have græs eller andet grovfoder, der vedligeholder en sund tarmflora og modvirker mavesår. Derudover bliver dyrene beskæftigede, når de fodres med grovfoder.
Fordøjelsessystemet sørger for at det foder grisen spiser, bliver nedbrudt til så små stykker og enheder at de kan passere tarmvæggen over i blodet. Nedbrydningen foregår trinvist og ved hjælp af enzymer og mavesyre i munden, mave og tyndtarmen.
Mund, svælg og spytkirtler: Fordøjelsen starter i munden, hvor foderet bliver tygget og blandet med spyt og bakterier. Spyttet kommer fra kirtler i munden og indeholder enzymer, som starter den kemiske nedbrydning af foderet.
Denne 3D model viser grisens mavesæk og tarmsystem.
Maven: Mavesækken er et midlertidigt depot, hvor foderet bliver i 1-8 timer. Her blandes foderet med mavesaft, som er blanding af saltsyre, slim og enzymer. Saltsyren gør maveindholdet meget surt, pH er derfor ca. 1-2. De fleste bakterier i foderet overlever ikke den lave pH i mavesækken. Grisens mavesæk er opbygget som en elastisk muskuløs sæk, der er opdelt i 4 forskellige afsnit. Mavesækken er beklædt med en slimhinde der beskytter mod saltsyren. Fra maven går foderet videre til tyndtarmen.
Mavesår kan være et stort problem hos enmavede. Mavesår opstår når slimhinden bliver beskadiget, og sker ved spiserørets udmunding til mavesækken. Årsagen kan være fasteperioder, sygdom eller hvis foderet er for fint formalet.
Milten: Milten sidder over maven, lige under ribbenene i venstre side af kroppen. Milten udgør en del af lymfesystemet, der bekæmper infektioner, dvs. den indeholder hvide blodlegemer. Milten filtrerer gamle blodceller fra blodet og nedbryder dem, renser blodet for bakterier og holder væsken i balance.
Denne 3D model viser blodforsyning omkring tarmsystemet.
Lever og galdeblære: Omkring maven og ved siden af bugspytkirtlen, sidder leveren og galdeblæren. Leveren har flere ’lapper’, som hænger sammen, og inde under sidder galdeblæren. Leveren har mange vigtige opgaver, og fungerer som et rensningsanlæg og depot. Dvs. leverens opgaver er at modtage de fleste næringsstoffer fra tyndtarmen og regulerer hvor meget der skal frigives i blodbanen. F.eks. opbevarer leveren sukker (glykogen), der er absorberet fra tyndtarmen, og sender det ud i kroppen, hvis der er behov for det.
Leverens opgaver er derfor at:
– modtage og opbevare næringsstoffer fra tarmen.
– opbygge glykogen, fedt og protein ud fra sukker.
– være depot for glykogen (til sukker), jern, A- og D vitaminer.
– nedbryde giftstoffer og udskille den i urinen.
Leveren producerer også galde, der er nødvendigt for at nedbryde fedt. Galden er en grøn/brunlig basisk væske. Galden tilføres tyndtarmen sammen med bugspyttet.
Bugspytkirtlen: Tyndtarmen er ikke så glad for den meget lave pH. Derfor sørger bugspytkirtlen for at producere en basisk væske med pH imellem 7,5 og 8,5. Bugspytkirtlen ligger derfor imellem maven og tyndtarmen. Bugspyt indeholder mange forskellige enzymer med hver deres opgave. F.eks. spalter trypsin protein til aminosyrer og amylase omdanner stivelse til blandt andet sukker. Bugspytkirtlen producerer også insulin, der regulerer blodets indhold af sukker.
Gris - Fordøjelsessystem del 2
Denne model viser resten af grisens fordøjelsessystem, dvs. tyndtarmen, blind- og tyktarm, nyrerne, blæren og endetarmen.
Tyndtarm: Tyndtarmen er ca. 20 m lang hos den voksne gris. Det er her langt de fleste næringsstoffer bliver optaget. Overfladen i tyndtarmen består af lange trevler, næsten som en vifte, der giver en meget stor overflade, op til 250 m2. hvor næringsstoffer og væske kan passere ud i blodet og lymfesystemet.
I tyndtarmen dannes de enzymer, der skal spalte kulhydrat, fedt og protein. Bakterier eller dårligt foder kan forstyrre væskebalancen i tarmen. Væske og næringsstoffer bliver ikke opsuget som de skal. Samtidig trækkes væske ud af kroppen og ind i tarmen, hvilket kan give diarré.
Tyktarm og blindtarm: Fra tyndtarmen glider foderet over i den 5-6 m lange tyktarm. Blindtarmen er en ’sidegade’ (udposning) på overgangen mellem tynd- og tyktarmen. I blind- og tyktarmen foregår nedbrydningen af foderet ved hjælp af bakterier (mikroorganismer), og ikke enzymer som i tyndtarmen. Passagehastigheden er langsom, hvilket giver mikroorganismerne tid til at nedbryde foderet. Tyktarmsfordøjelsen minder om det, der sker i formaverne på drøvtyggere. Grise kan derfor i et vist omfang udnytte tarmbakteriernes evne til at forgære fibre til fedtsyrer, som optages i blodet. Det kræver en tilvænning på ca. 14 dage inden sammensætningen af bakterier er tilpas til at nedbryde grovfoder.
Endetarm: I tyktarmens sidste del og i endetarmen opsuges vand fra foderet og drikkevandet. Hermed får gødningen sin faste konsistens. Gødningens udseende er en effektiv måde at kontrollere, om dyrenes fordøjelse er i orden.
Urinvejssystemet (blære og nyrer):
Se beskrivelse under KO – Fordøjelsessystemet opdelt
Denne model viser et udsnit af tarmen.
Ydersiden af tarmen er glat og består af flere muskellag, der kan skabe de nødvendige tarmbevægelser.
Indersiden kaldes tarmepitelet.
Det er tarmepitelet, som indeholder de specifikke celler, som er involveret i udskillelse af fordøjelsesenzymer, optagelse af forskellige næringsstoffer og immuncellerne i tarmen.
Tarmepitelet består af mange folder, kaldet villi, der igen er foldet i mikrovilli. Dette betyder at tarmens indre areal hos et slagtesvin er omkring 250 m². Det store areal giver et stort arbejdsområde og sikrer en effektiv fordøjelse. Tarmepitelet er indadtil dækket af en slimhinde, eller et mucinlag, som beskytter tarmens indre overflade mod skader fra tarmens indhold.
De tætforbundne blodkar i tarmen er her illustreret med røde kar på ydersiden. I virkeligheden, ligger tarmens blodforsyning inde i hver mikrovilli, hvilket sikrer optagelsen af aminosyrer, fedtsyrer og monosakkarider (hvor glukose er den vigtigste) fra tarmen og videre til leveren via portåren.
Gris - Hunlige reproduktionsorgan
Grisens hunlige reproduktionsorganer består af ovarier (æggestok og æggeleder), børhorn, bør, børhals, skede, vestibulen (skedens forgård) og kønslæber (skamlæber og vulva). Soens livmoder kaldes børen eller uterus. Den består af to lange, krøllede børhorn, der er 1,5-2 m lange.
Æggestok: I bughulen, for enden af hver side af børhornet, sidder en æggestok og æggeleder. De ligner lidt en drueklase, og har en størrelse på ca. 3 x 1,5 cm. Deres opgave er at danne æg og hormoner.
Æggeleder: Når æggene frigøres fra æggestokken under brunsten, opfanger æggelederen æggene og transporterer dem videre til børen. Hvis soen er blevet insemineret eller parret, smelter æg og sædcelle sammen i æggelederen, og ægget er blevet befrugtet. Æggelederen er 15-30 cm lang og 1-2 mm tyk. Når ægget er blevet befrugtet, -vandrer det igennem børhorn til børen, hvor de sætter sig fast og udvikles indtil faring.
Bør og børhals: Børhalsen er forbindelsesvejen mellem skeden og bør. Børen er 15-25 cm lang. Børhalsen udmunder tragtformet i skeden. På indersiden af børhalsen danner nogle folder et spiralformet forløb fra højre mod venstre. Under drægtighed er børhalsen tæt lukket, men er åben under brunst.
Skede og forgård/vestibule: Skeden er 10-12 cm lang, ret snæver og tykvægget. Den forreste del hedder forgård eller vestibulen og er også 10-12 cm lang. Urinrør og kirtler udmunder i vestibulen.
Kønslæber: De ydre kønslæber (skamlæber og vulva) begrænser den 2-3 cm lange kønsåbning. Vulva indeholder mange blodkar og svulmer ofte op i forbindelse med brunsten.
